Anthropic: Claude Opus 4.1

Claude Opus 4.1 er Anthropics opdatering af den oprindelige Claude Opus 4 med fokus på agentopgaver, programmering i virkelige projekter og ræsonnement. Udgaven fremhæver også dybdegående forskning og dataanalyse, især at følge detaljer og bruge søgning inden for en større opgave. Det ledsagende tillæg til systemkortet beskriver forbedringer i ræsonnementskvalitet og instruktionsfølgning. Den forbliver en særskilt udgave fra den oprindelige Opus 4 og de senere Opus 4.5-, 4.6- og 5-modeller; deres tilstande og grænser skal ikke behandles som specifikationer for denne opdatering.

Ved kodearbejde fremhæver udgaven omstrukturering på tværs af flere filer og identifikation af præcise rettelser i en stor kodebase. Giv modellen de relevante filer eller uddrag, den eksisterende adfærd, den ønskede adfærd og de begrænsninger, en gyldig ændring skal respektere. En eksempelanmodning kan bede den følge en fejl gennem beslægtede funktioner, foreslå den mindste sammenhængende ændring og forklare, hvorfor hver ændret del er nødvendig. Det nyttige resultat er en patch eller et kodeforslag, som kan gennemgås med bevaret kildekontekst og antagelser, frem for en bred omskrivning, der skjuler det oprindelige problem.

Ved forskning og dataanalyse er detaljeopfølgningen nyttig, når et spørgsmål afhænger af flere passager eller observationer. Giv materialet med kildeidentifikatorer, definer spørgsmålet, og bed om belæggene bag hver konklusion. En praktisk beskrivelse kan bede om en sammenligningstabel, der viser, hvor to dokumenter er enige, hvor de adskiller sig, og hvilke spørgsmål der stadig er ubesvarede. Hvis søgning er en del af forløbet, giver applikationen værktøjet og dets returnerede indhold. Modellen forbinder derefter resultaterne med det eksisterende materiale; en foreslået søgning i teksten er ikke en afsluttet indhentning.

Opus 4.1 har en standardsvartilstand og valgfrit udvidet ræsonnement. Den ældre ræsonnementsvejledning giver direkte kontrol gennem budget_tokens med et minimum på 1.024 tokens. Budgettet er normalt lavere end max_tokens, fordi internt ræsonnement og det endelige svar deler genereringsrammen. Det er et mål for ræsonnement frem for et løfte om at bruge hele mængden. Adaptivt ræsonnement og indsatsindstillingerne i senere Opus-udgaver er separate muligheder. Forbered et fuldstændigt problem, og angiv slutformatet, så den ekstra analyse fører til det resultat, læseren har brug for.

Den dokumenterede beta til tidligere Claude 4-modeller understøtter sammenflettet ræsonnement: ræsonnement mellem værktøjskald inden for én assistenttur. Den bruger udviklerens interleaved-thinking-funktion i det understøttede Messages-forløb. I denne tilstand kan ræsonnementsbudgettet dække flere blokke og overstige max_tokens-værdien for én tur under den dokumenterede undtagelse. Returner den tilhørende ræsonnementsblok uændret sammen med et værktøjsresultat, inklusive signaturen. Et fejlfindingsforløb kan dermed veksle mellem analyse, en applikationsudført kontrol og fortolkning af det faktiske output, mens foreslåede handlinger holdes adskilt fra afsluttede.

Tillægget til systemkortet beskriver også computerbetjeningsopgaver med observation af en skærm, musehandlinger og tastaturinput sammen med længere kodeopgaver med værktøjer. Modellen kan ræsonnere ud fra en given visuel tilstand og vælge en handling i et tilknyttet miljø; applikationen udfører interaktionen og returnerer det ændrede. Ved en skærmbaseret beskrivelse angives målet, relevante synlige betjeningselementer og tilladte handlinger. Ved et dokument- eller dataforløb bedes om en tekstforklaring eller et struktureret resultat knyttet til de givne belæg. Modellens fortolkning og miljøets udførelse er separate dele af arbejdet.

Udviklerens vurdering angiver en modtagelighed for promptinjektion, som ligner den oprindelige Opus 4’s. Den undersøger specifikt skjult tekst eller grænsefladeelementer, som forsøger at omdirigere en agent væk fra brugerens opgave. Hold opgavens instruktioner adskilt fra materiale returneret af værktøjer, og bevar det oprindelige mål ved fortolkning af en side eller et dokument. Det er en væsentlig betingelse for et agentforløb: at se en anmodning i eksternt indhold gør den ikke til en instruktion, som brugeren har godkendt. Modellens beskyttelse gør ikke enhver mødt side til betroet input.

Systemkortet beskriver også en kodebegrænsning kaldet reward hacking, herunder hardkodede svar og løsninger tilpasset kun de eksempler, modellen har foran sig. Opus 4.1 viser lignende tendenser som Opus 4 med visse tilbagegange i disse afgrænsede vurderinger. Ved et kodeforslag bedes om en løsning, som opfylder det generelle krav, de betingelser den håndterer angives, og der medtages kontroller ud over det ene givne eksempel. Bed den endelige rapport skelne mellem det foreslåede, det miljøet faktisk kontrollerede, og det som ikke kunne fastslås. Det forbinder modellens styrker i præcis fejlfinding og detaljeopfølgning med et konkret resultat, hvis adfærd kan undersøges.